Sådan får du mest ud af varmepumpen 

Brug strøm, når den er billigst

Din elpris er som regel lavest fra kl. 24-06 og højest fra kl. 17-21. Hvis varmepumpen kører mest i de billige timer og mindst i de dyre, sparer du penge på elregningen. Næsten alle varmepumper har indbygget tænd/sluk-ur. Det kan du f.eks. indstille til at slukke fra kl. 17-21.

Minimer brug af elpatronen

De fleste varmepumper har en elpatron, der tænder, hvis der er brug for ekstra meget varme. Men den er dyr i drift, så sørg for, at den ikke går i gang, når varmepumpen har været slukket.  

Læs i manualen, eller søg på nettet for at se hvordan. Du kan som regel slå elpatronen helt fra eller vælge, at den først skal koble ind ved en bestemt udetemperatur, rumtemperatur, fremløbstemperatur eller temperatur i varmtvandsbeholderen.  

Skru op og ned efterår og forår  

Hvis du har varmepumpe uden automatisk styring: Du kan spare over 1.000 kr. om året ved at skrue langsomt op for varmen fra varmeanlægget (fremløbstemperaturen) om efteråret. Start med 35-40 °C og hæv temperaturen gradvist, når det bliver koldere. Om foråret kan du skrue gradvist ned igen og ende på 35-40 °C, før du sommerlukker varmeanlægget.

Hvis du har automatisk styring, klarer anlægget det selv. 

Få hjælp til indstillinger

Det er bedre at holde fingrene fra varmepumpens styring end at lave fejlindstillinger, der giver dårlig drift. Bed en installatør om at vise dig, hvordan du ændrer indstillinger, hvis du er i tvivl – f.eks. i forbindelse med et eftersyn.

Få 1 årligt eftersyn

Hvis din varmepumpe indeholder mere end 1 kg kølemiddel - og det gør de fleste - skal den efterses mindst 1 gang om året. Har du jordvarme, skal den tjekkes årligt af en certificeret installatør.  

Hold øje med elforbruget

Aflæs elforbruget jævnligt, f.eks. 1 gang om måneden. Du kan tjekke det på varmepumpens elmåler og elpatronens timetæller. Få en tekniker til at kigge på pumpen, hvis elforbruget pludselig stiger eller svinger, uden at det kan forklares, f.eks. med særligt koldt vejr.  

Få en separat elmåler

Hvis din varmepumpe ikke har en separat elmåler, er det en god idé at få det, så du kan følge med i dit elforbrug til varme. Nye varmepumper skal have egen elmåler, og elpatroner skal forsynes med timetæller ifølge Bygningsreglementet. 

Hvad er en elpatron?

Varmepumpesystemet har en indbygget elpatron, som slår til, når varmepumpen ikke kan følge med. I de situationer vil varmepumpen have et højere elforbrug end normalt. Det kan være på særligt kolde dage, eller når du bruger meget varmt vand.  

Image
Smilende pige med tablet

Lyt til varmepumpen 

Hvis du hører, at varmepumpen starter og stopper mere end normalt, er der måske noget galt. Ofte er det, fordi den er indstillet, så den varmer for kraftigt. Kig i manualen, om du selv kan justere det (sænke varmekurven). Kontakt en tekniker, hvis det bliver ved.  

Hold filteret rent

I luft-til-luft-varmepumper skal du holde filteret rent. Læs i manualen, hvordan du gør – og hvor ofte det skal gøre. Hvis det ikke står der, kan du f.eks. rense filteret 1 gang om måneden. Hvis der ophober sig snavs i filteret, får du mindre varme for pengene.  

Indstil til sommerdrift

Din varmepumpe er mest effektiv, når temperaturen på det vand, den producerer, er så lav som muligt. Spar strøm ved at skrue ned for temperaturen på vandet i sommermånederne. Nogle varmepumper gør det automatisk, mens det skal gøres manuelt på andre. Når du har indstillet til sommerdrift, slukker du cirkulationspumpen. 

Se, hvordan du slukker cirkulationspumpen

3 måder du kan spare varme

Her har vi samlet 3 måder at spare varme, som vi synes, du skal kigge på for at spare penge og CO2 på dit varmeforbrug.